Brugerinddragelse af de mange interessenter i og omkring Middelfart Marina var omdrejningspunktet for udarbejdelsen af en ny masterplan for det store område. Omdannelsen tog udgangspunkt i at skabe en ny promenade, et havnebad, et strandareal, fælleshus og faciliteter og mange store rekreative arealer til leg og ophold med mere. Det er rammer til læring og aktiviteter ved vandet og fokus på plads til alle aldersgrupper. Samtidig er den nye servicekaj og bådopbevaring central for betjeningen af de mange sejlere og bådtyper, der dagligt har en stor aktivitet i marinaen. Et grønt bånd løber gennem marinaen og kobler skoven på den ene side sammen med kysten på den anden.